Årsberetning
SSP-Samrådets årsberetning 2010
Denne årsberetning er en kort status over SSP-Samrådets arbejde og virke i 2009.
Den er bygget op over nogle temaer:
Synlighed:
På generalforsamlingen i marts 2009 blev det diskuteret, om vi ved fælles anstrengelser, kunne gøre SSP-Samrådet lidt mere synligt, kendt og respekteret i resten af samfundet. Bestyrelsen valgte en meget proaktiv strategi, som indebar en række initiativer:
-
Personligt brev til alle 179 folketingsmedlemmer, hvor vi fortalte om SSP-Samrådet, og tilbød at stille op til diskussion og debat med alle der havde lyst til at få mere viden om SSP- arbejdet ude i kommunerne og på landsplan.
-
Møder med interesserede MF´ere fra 3 af folketingets partier
-
Deltog i div. konferencer og skabte dialog med medlemmerne af Retsudvalget og Socialudvalget.
-
Foretræde for Retsudvalget
-
SSP-Samrådet bliver høringspart på lovforslag fra Justitsministeriet
-
Kronik/ Synspunkt fra SSP-Samrådet, bragt i landets aviser i forbindelse med politiske udmeldinger, der gik meget imod betænkningen fra kommissionen
Derudover kan vi nævne, at vores tidligere formand Kim Hansen er blevet formand for Udvalget for Børn og Unge i Det kriminalpræventive Råd, og vores nuværende formand Jørgen Pedersen har fået en plads i Forretningsudvalget i Det kriminalpræventive Råd.
Kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet.
Efter mere end 2 års arbejde kom den længe ventede betænkning fra kommissionen. SSP-Samrådet har fulgt dette arbejde meget tæt, og været indbudt som opponenter ved de 2 delkonferencer, der var undervejs. Vi har således været med på sidelinjen, og har kunnet komme med indspark fra den daglige praksis ude i kommunerne.
Der er mange gode og spændende anbefalinger i betænkningen. Der peges på, at forebyggelsen skal gå i retning af at arbejde med en tidlig, helhedsorienteret tværfaglig indsats, hvilket netop er SSP - vinklen på god forebyggelse.
Næppe var betænkningen kommet, før der kom forskellige politiske bud på opfølgning. En sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år og brug af elektroniske fodlænker ned til 12 år var nogle af buddene.
SSP-Samrådet valgte at melde en klar holdning ud i landets medier i den forbindelse, da vi ikke kunne se nogen tungtvejende grunde til at kriminalisere en hel årgang, når der var gode og uprøvede muligheder for en social indsats i forhold til netop de yngste kriminelle.
Kurser og temadage.
-
Der arbejdes stadig med at lave nogle SSP-uddannelsespakker. Og vi er så langt fremme at det skal stå sin prøve i dette kalenderår.
-
Ellers har vi afviklet et SSP introduktionskursus på Sjælland med Xx ? deltagere. Det var et godt kursus, som helt klart rammer de nye kolleger med mange relevante input, samt en indføring i det netværk, som SSP-Samrådet også er.
-
Noget helt nyt var et "Medietræningskursus" i dec. med 19 deltagere. Vi er jo alle i SSP ret afhængige af at have et godt forhold til medierne. Vi havde hyret 2 erfarne journalister med stor erfaring til at træne os. Derfor blev de 19 deltagere heglet godt igennem på både TV- og radiomediet. Der skulle både fortælles den gode historie, og også kommunikeres klart ud, når der var mindre gode historier indenfor SSP-området. Ved afslutningen var der stor enighed om, at det her var en god måde at prøve kræfter med medierne på. En måde, hvor vi kunne lave kiksere, og lære noget nyt ved at se og høre os selv efterfølgende, ledsaget af kritiske kommentarer fra de øvrige på holdet.
-
Samarbejdet med Ungdomsringen resulterede i en fælles Temadag i oktober på Nyborg Strand, hvor temaet var "Unge og Hash". Med op mod 200 deltagere, hvor halvdelen var SSP - folk og resten fra klubverdenen, havde vi ramt fint ind i begges målgrupper. Dagen bød på oplæg om både Hash og behandlingstilbud til unge, samt nogle praktiske erfaringer med dialog med ungegrupper, der var i kontakt med hash. Dagen sluttede med en spændende debat om legalisering af hash. Vi fortsætter samarbejdet med Ungdomsringen, og har planlagt en temadag til oktober 2010 med titlen: "De unge drikker mindre - er det det jeres skyld".
-
På døgnmødet med bestyrelsen i maj indledte vi et samarbejde med COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling), og det har resulteret i et kursus om opsøgende arbejde og SSP. Det blev afviklet i november 2009. SSP-Samrådet havde stor indflydelse på indholdet og COK stod for det praktiske. Vi evaluerer på samarbejdet, og regner med at lave flere ting fremover sammen med COK.
Kontakt til medlemmerne
Der er en stor mødeaktivitet ude i kredsene, og der afvikles store fællesarrangementer decentralt. Der har vores pulje til kredsene vist sig at være et godt input.
Som noget nyt har vi lavet et par nyhedsbreve, som kort opsummerer, hvad vi går og bakser med i bestyrelsen. Denne aktivitet vil vi gerne fortsætte med, således at vi 3-4 gange pr. år kan give en opdatering på vores overordnede strategi til alle medlemmer.
Vores hjemmeside er nu under opgradering og overgår til et nyt layout. I den forbindelse får vi en fast webmaster, som er en person med indgående kendskab til både SSP og hjemmesider.
Vi får en toptunet hjemmeside, som også kan udvides med et intranet, således at SSP-kredsene og bestyrelsen kan have lukkede fora. Endvidere kan den også klare alle tilmeldinger med automatisk tilbagemelding og andre fikse detaljer.
SSP-samrådets repræsentation i andre organer.
Vores faste pladser i de 3 udvalg i Det kriminalpræventive Råd giver os en god platform til at "sælge" SSP-Samrådet. Vi må dog erkende, at det er en stor byrde, at indgå i de ofte meget tidskrævende projekter, som udvalgene sætter i gang. Derfor vil vi arbejde frem mod en model, hvor vi inddrager nogle af vores næstformænd og andre relevante fra medlemskredsen i disse opgaver. I Udvalget for Børn og Unge, er vi så heldige, at der sidder en række medlemmer af SSP-Samrådet, som er valgt ind via andre faglige tilknytninger. Det betyder, at vi faktisk har megen god og positiv indflydelse på udvalgets arbejde.
SSP-Samrådet er kommet med i "Nationalt netværk mod Anabole Steroider", som er oprettet af Anti-Doping Danmark. Dette netværk, som består af en række aktører indenfor sport, medicin og forebyggelse, har til opgave at sætte en positiv dagsorden i forhold til motionscentre og unges brug af disse.
Opgang 2 fra Århus, som vi sidste år havde med på vores Årsmøde, har fået en stor bevilling til at udvikle teaterforestillinger med forebyggende sigte, hvor der indgår dialog med tilskuerne. SSP-Samrådet er med i en backinggruppe, der udvikler dette koncept.
Der er flere arbejdsgrupper i gang, hvor SSP-Samrådet er involveret. En af disse er evalueringen af NFC (politiets Nationale Forebyggelses Center). De 12 kriminalpræventive sekretariater, som findes rundt omkring i landets politikredse og deres overbygning NFC, har nu fungeret et par år, og SSP-Samrådet indgår i vurderingen af resultaterne, og ser på mulighederne for at udvikle og forbedre samarbejdet mellem politiet og kommunernes SSP indsats.
Arbejdet i bestyrelsen
Der har været holdt 4 ordinære bestyrelsesmøder samt et døgnmøde. Som noget nyt i år havde vi inviteret næstformændene med til et af møderne. Det var en god idé, da der var en fin debat og stor lyst til også at indgå mere i det organisatoriske fra næstformændene. Så det vil vi fortsætte med i det kommende år. Årsmødeplanlægningen har været uddelegeret til kreds Midt/Vestjylland. Det har aflastet bestyrelsen meget, at denne store opgave blev flyttet. Men vi har ikke kedet os, og som det kan læses tidligere i denne beretning, har der været mange store sager at tage fat på. Vi har brugt megen tid og energi på at gøre os mere synlige og kendte udadtil. Dette store arbejde har kun værdi, hvis vi følger op på det, og plejer de kontakter vi nu har skabt.
Afrunding
Jeg vil gerne her sige tak til alle i bestyrelsen for god og aktiv deltagelse i vores forenings drift. En særlig tak til Martin Bannow og Aksel Poulsen, som har været gode sparringspartnere og altid er parate til at tage en tørn. Vore mange samarbejdsparter både nye og gamle skal også have en tak for god og konstruktiv dialog. Alle medlemskommunerne, som bakker op om foreningen, er vores basis, og jeg har gennem året været i kontakt med mange ude fra de lokale netværk. Det har givet gode inputs til arbejdet, og jeg håber, at alle har haft gode oplevelser med kontakten til SSP-Samrådet. Med håbet om en god generalforsamling og et godt SSP år for alle i vores netværk.
Silkeborg d. 2/3 2010
Jørgen Pedersen
Formand for SSP-Samrådet.

Vi arbejder konstant på, at formidle best-practice fra landets kommuner for at sikre alle børn og unge retten til det gode liv.

Jørgen Pedersen